You are currently browsing the category archive for the ‘Uncategorized’ category.

‘Vis mig dit køleskab – og jeg skal fortælle dig, hvem du er?’

En hel del kan nok huske den indgangsreplik fra et tv-format, der i årenes løb er blevet kopieret og plagieret i alle mulige afskygninger. Selv brugte jeg ideen for (desværre) cirka 15 år siden til en 30 års fødselsdag hos en god ven. Festen blev holdt ude i byen – men hans glade venner (inkl. undertegnede) havde bragt hans ‘ungkarle-køleskab’ med til festen og gjorde det til omdrejningspunktet for en – tror jeg nok – rimelig underholdende tale…

‘Vis mig din hjemmeside – og jeg skal fortælle dig, hvem du er?’

Dén linie, slog ned i mig her i weekenden, da jeg mødte en (anden) gammel ven, som i godt humør, nærmest overfaldt mig med ordene: ‘Hold kæft – jeg var sku’ da ikke klar over, at det var sådan en virksomhed, du driver. Respekt!’. Udsagnet var bestemt velment.  Han havde været inde på vores hjemmeside – http://www.tuen.dk – og han VAR virkelig positivt overrasket. Og glad var jeg. Vores hjemmeside får åbenbart og langt om længe fortalt en del af den historie eller de historier, vi gerne vil dele med nuværende og potentielle kunder.

Dagen derpå kom jeg nu alligevel lidt i tvivl. Hvor positivt er det, at jeg/vi ikke tidligere har fået fortalt historierne? Hvorfor har det været så svært at få præsenteret alle vores kompetencer og kvaliteter på en overbevisende og imødekommende facon?

Imødekommende – så potentielle og nuværende kunder, 1) kan finde os på nettet, og 2) får lyst til at læse, lytte og se mere, når de endelig har fundet vores hjemmeside.

Overbevisende – så de forstår, hvorfor de skal vælge netop os til deres næste opgave.

Jeg dykker lige ned i en rigtig konsulent-floskel, så pointen for dette lille indlæg står lysende klar:

Vi er begyndt at tage den medicin, vi giver til vores kunder: Vi har opdateret vores hjemmeside – og gør det nu løbende. Nu skriver vi også her på bloggen, har gjort nogle af vores produkter særdeles synlige på nettet på egne satellit-sider  (prøv lige at søge på ‘billig hjemmeside’ – jeg tror vi ligger nummer 5-6 på Google i dag). Ja, vi er i det hele taget begyndt at KOMMUNIKERE med omverden.

Det er ikke så enkelt som det lyder. Men gør det – og gør det nu! Så kan det også være, at du inden længe kan vise din hjemmeside frem – og at folk så rent faktisk kan se, hvem du er…

I mellemtiden vil jeg gå i køleskabet og snuppe en tudekiks. Havde vi dog bare gjort det her for længe siden…

Af Andres Tue Møller

Midt i en krisetid giver det god mening at tænke sine forretningsgange igennem endnu engang. Kigge dybt ned i processer og (dårlige) vaner. Okay – lad os bare holde fast ved, at krisens bund ligger bag os, og at tiden nu er kommet, hvor vi igen må kigge fremad. Og opad. MEN! For de fleste virksomhedsledere bliver de næste skridt formentlig og forhåbentlig taget med en god portion sund fornuft og eftertanke i rygsækken.

Outsourcing af virksomhedens kommunikationsopgaver KAN være et af de velovervejede og strategisk velfunderede skridt. Ikke for alle og ikke i alle tilfælde. Men outsourcing af kommunikationsopgaverne KAN være et af redskaberne, der bidrager til en fornyet succes.

Outsourcing  bør være et strategisk valg og ikke en forhastet beslutning. De fleste kommunikationsopgaver kan jo udemærket løses internt. Af ledelsen, salgsorganisationen eller marketingafdelingen. Spørgsmålet, der skal besvares, og overvejelsen der skal gøres, er blot, om ressourcerne internt bliver udnyttet optimalt ved at lægge udarbejdelsen af kundemagasinet, personalebladet, nyhedsbrevet eller opdateringen af hjemmesiden her.

Ved i stedet at vælge en professionel samarbejdspartner er der mulighed for at få  tilført en række forskellige og unikke kompetencer – vel at mærke uden at øge de faste omkostninger.

Hvis outsourcing skal bidrage positivt til virksomhedens forretning, skal en række kriterier imidlertid være på plads. De kan – kort – beskrives med fire K’er:

Kemien – Konteksten – Kompetencerne – Kreativiteten

Kemien mellem de eksterne kommunikationsfolk og virksomhedens nøglepersoner skal være i orden fra dag 1. Så uanset hvor dygtige, smarte, kloge eller erfarne kommunikationsfolk, I sidder overfor – så indgå aldrig et samarbejde, hvis den første syretest ikke holder.

Konteksten (eller på godt dansk: sammenhængen). Forstår de eksterne samarbejdspartnere de sammenhænge, som jeres virksomhed arbejder og opererer i? Har de erfaringer fra branchen, lignende virksomhedstyper, opgaver osv.?

Kompetencerne skal være på plads. Er der tale om interne eller eksterne kommunikationsopgaver? On- eller offline-kommunikation? Større eller mindre opgaver? De eksterne samarbejdspartnere skal både teoretisk og praktisk være klædt på til opgaverne. Spørg derfor altid til deres erfaringer?

Kreativiteten skal være det krydderi, hvor I for alvor mærker, at der er kommet et frisk pust udefra. Og som giver jeres kommunikation et nyt, overraskende og positivt løft.

Er de fire K’er på plads, så er der en god grund til at gå i dialog omkring outsourcing af jeres kommunikationsopgaver!

Held og lykke med jeres kommunikation i 2010!

Velkommen til Tuens Blog

Tuens Blog er vores talerstol. Her kan du læse og kommentere vores tanker om kommunikation. God og dårlig, on- og offline, intern og ekstern, lokal og global.

Arkiver

Tuen på Twitter

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.