You are currently browsing the category archive for the ‘Kommunikation’ category.
Her på Tuen er julestressen lige nu ved at indfinde sig. For de opmærksomme læsere, der tænker: Nu må de da styre sig, det er jo kun september!, så kan jeg opklare udsagnet med, at julen som bekendt varer længe – også før jul, hvis man arbejder med kunder, som har højsæson i julen.
Blandt vores gode kunder er en af Danmarks førende detailkæder, og hos dem er julen årets travleste tid. Vi hjælper blandt andet med at holde deres website med tilhørende webshop opdateret. Så mens sensommersolen strømmer ind af vinduet, sidder vi og spekulerer på, hvordan de mange kunder og webbrugere kan serviceres bedst muligt, så de kommer i den rette julestemning.
Og hvordan får så man ekstra trafik og glade brugere på en stor webshop til jul? Vores opskrift lyder sådan her:
- Giv brugerne noget ekstra ud over gode tilbud i shoppen.
- Brug grafikken aktivt, så den hjælper brugeren og underbygger julestemningen, frem for at forvirre.
- Gør juletemaet levende – web-tv viser meget bedre end en skriftlig opskift, hvordan man bager brunkager og laver juledekorationer.
- Gør noget for at tiltrække brugerne ofte, fx konkurrencer hver dag, specielle tilbud i webshoppen og nye indlæg, der interesserer målgruppen.
- Tiltræk brugerne fra flere platforme og medier – fx fra nyhedsbrevet, fra bannerannoncer, fra Facebook og fra de trykte tilbudsaviser.
- Og det oplagte, men eviggyldige råd: undgå fejl der irriterer brugeren, fx forkerte eller døde links, udsolgte varer, stavefejl og ulogisk navigation.
Opskriften på brunkager og den bedste konfekt har vi også, men den venter vi lige med, til vi kommer lidt tættere på jul…
’Det tager jo ikke længere tid at gøre sig umage, men gør så stor forskel’. Ordene kom fra arkitekt Kaare Sølvsten, da jeg var på besøg på tegnestuen Seier + Sølvsten for at interviewe ham til en artikel. I denne sammenhæng handlede udsagnet om, hvordan man skal tænke nye tanker i forhold til fremtidens samfund, hvor de mange flere ældre vil stille meget højere krav.
Ordene er siden blevet hængende i mit baghoved og jeg er begyndt at tænke over, hvordan det kommer til udtryk, om man gør sig umage – i store såvel som små aspekter af livet:
Anretter du fx den daglige leverpostejmad med frisk salatblad og sprøde radiser eller med slatne asier?
I Kaare Sølvstens branche stiller han spørgsmålet: Skal vi indrette fremtidens moderne ældreboliger med intelligente it-løsninger og socialt fællesskab med andre beboere eller blot bygge nye plejehjem, også kaldet ’ældreghettoer’.
Og i forhold til intern kommunikation: Giver du dine medarbejdere informationer i et kedeligt nyhedsbrev eller kan de læse spændende historier i et medarbejdermagasin og selv præge kommunikationen på et velfungerende intranet og i sociale medier?
Som jeg ser det, handler det om at være bevidst. At man tænker sig om og prøver at finde den bedste løsning frem for den nemmeste. Gevinsten er jo også, at det er meget sjovere og mere tilfredsstillende at lave noget andet end man plejer og at give folk noget, de ikke forventer. Og det behøver ikke nødvendigvis at være dyrere at gøre at umage.
Men hvorfor er det så lige, at vi ikke alle gør os umage med vores arbejde hver eneste dag? Hvorfor ikke gå efter de bedste løsninger frem den bevidstløst genkendelige og kedelige? Et svar kunne være, at det er sværere at nytænke end at gentage sin rutine. Det er mindre sikkert, og man risikerer at ramme ved siden af.
I forhold til intern kommunikation, kan man jo overveje, hvad man signalerer til sine medarbejdere, hvis man lader være med at gøre sig umage. Hvis man altid giver dem det de plejer at få og det, de forventer. Betyder det så, at de heller ikke selv skal gøre sig umage og forsøge noget nyt og gøre deres bedste? Nej, det var ikke lige tanken, vel…
Derfor er den interne kommunikation vigtig at udvikle sideløbende med virksomhedens mål og strategi. For medarbejderne skal jo gerne være klædt på til at formidle de nyeste tiltag, så de kan gøre sig umage med at forbedre resultaterne.
Og hvordan kommer man så udenom ’plejer’ og standardløsninger? Jeg vil hermed erklære ‘plejer’ for død og gøre mig umage.
Kan man overhovedet tale om at brande et alment boligområde? Jeg tvivler, men er på den anden side tændt lidt på tanken. Tænk, hvis man kunne….
Både tvivl og nysgerrighed udspringer dels af mange års arbejde med branding og kommunikation for private virksomheder, dels fordi jeg selv er beboer i en almen boligorganisation.
Jeg tror de fleste hurtigt kan blive enige om, at man ikke kan reklamere sig til et bedre image i udsatte områder. Glittede brochurer, flash-fancy hjemmesider eller tv-spots. No go! Det får ikke ventelisterne til at stige…i hvert fald ikke til de udsatte områder.
Hvorfor så lave en kampagne som ’Lidt mere af det hele’ – se den på www.danmarksalmeneboliger.dk. Med suveræne fotos af Jan Graarup. Måske Danmarks bedste reportagefotograf. Og et ultralækkert og anmelderrost tv-spot, produceret til et rent 12-tal. Flytter det overhovedet noget?
Næppe for beboerne i de fotograferede afdelinger. Måske for BL-bosserne i jakkesæt, der nu kan puste sig lidt op med et glansbillede af livet i den almene sektor.
’Lidt mere af det hele’ er et bud på branding af den almene boligsektor. En kampagne, der så vidt jeg ved og har hørt på vandrørene, har kørt i godt et år og koster BL i omegnen af 12 mio. kr. Billedet af den almene sektor skulle pudses af og nuanceres, så getto-myter, bande-krig og påsatte brande blev trukket lidt i baggrunden.
Jeg kender ikke evalueringen af kampagnen – men jeg tvivler som nævnt på, at den har ændret ret mange nuværende eller potentielle beboeres billede af deres boligområde (men måske var de slet ikke målgruppen).
’Lidt mere af det hele’ er – undskyld udtrykket – et påsat brand! Og det kan de fleste godt gennemskue. De glæder sig måske over billedernes æstetiske kvaliteter og budskabets overbevisende tone – men kan i øvrigt ikke identificere sig med det.
Og lige netop identifikation er nøglen – hvis branding skal give mening og flytte noget (uanset om det er varer eller holdninger).
Det begynder indefra!
Hvis branding skal give mening, er man nødt til at mærke efter, hvilken identitet vi har og hvilket image vi bærer rundt på.
Identitet er den måde, vi opfatter os selv på. Image er den måde omverden oplever eller forstår os. Er der ikke sammenhæng her – så falder alle glansbillederne fra hinanden. Og brandingen er i bedste fald spildt.
Et jordnært (og tænkt) eksempel fra en helt anden verden: Den lokale isenkræmmer udsender en tilbudsavis, der mest af alt minder om et livstilsmagasin. Good feeling og smukke billeder sender os på drømmerejse og måske endda ned til butikken. Men hvad møder der os, når vi nærmer os butikken: Billige gadevarer, grimme tilbudsskilte. Og inde i butikken en ekspedient, der står passivt bag en disk. Ingen fristende udstillinger, intet livstilsunivers. Drømmen forsvinder, og det samme gør vi.
Isenkræmmeren er nødt til at starte indefra. I butikken og hos personalet, hvis brandingen skal lykkes.
Det samme skal boligorganisationen. Branding af udsatte almene boligområder begynder i afdelingen, i beboerhuset, i vaskehuset. Hvilke historier er det beboerne fortæller her? Og hvilket sprog er det, de taler? Hvordan oplever de sig selv?
Det er her, vi finder de gode historier. Ikke nødvendigvis kun ’gode’, men også de skæve, de kritiske, de farlige. For vi kan – i modsætning til isenkræmmeren – ikke skifte beboerne ud eller ændre bebyggelsens form. Vi hænger sku’ på dem.
Til gengæld er der med garanti gode historier i selv de mest belastede områder. Kan vi formidle disse historier – først til beboerne og siden til omgivelserne – kan vi begynde at skubbe lidt til boligområdets image. Men også først her.
Vi skal altså i dialog med beboerne. Finde ind til deres sprog og formidle det i medier, der matcher.
I en privat virksomhed ville man tale om ’vores kultur og værdier’, om at finde ind til vores ’arketype’ eller ’brand-values’. Forstår vi ikke vores beboere, og forstår de ikke vores kommunikation til omverdenen, flytter vi ikke en skid!
Så er vi bare skyld i et eller en påsat brand.
Scrum eller SCUM. Der er et lille “r” til forskel, men lige her kan man sige, at r´et har stor betydning.
SCUM betyder – Society for Cutting Up Men – og scrum er en metode til at styre en it-proces.
Begge begreber er for mig ganske nye, men det er kun scrum med r, som jeg for nylig er kommet i tættere kontakt med. Klean – et it-firma placeret i Århus og København – har nemlig kontaktet os her på Tuen-media, og spurgt, om jeg som journalist vil overtage deres kundesite.
Ja tak, var mit umiddelbare svar, men jeg skyndte mig at indskyde, at jeg intet aner om Kleans it-omdrejningspunkt – scrum – og at mine it-kundskaber generelt ikke er store.
– Det er lige netop derfor, vi har valgt dig. Det er mennesker, vi arbejder sammen med og det er mennesker, vi gerne vil kommunikere med, svarede Martin Frederiksen fra Klean, og understregede, at jeg havde friheden til at skrive, hvad jeg ville – ingen censur.
Klean er ikke bange af sig. De har modet og forståelsen for, at deres virksomhed fremstår endnu mere troværdigt, når de bliver udsat for journalistik uden filter, hvor svage punkter, som alle har, en gang imellem vil blive kommunikeret ud.
For at delagtiggøre Kleans nuværende og kommende kunder i deres kommunikationsbeslutning, har jeg udformet et frihedsbrev, som ligger på Kleans hjemmeside. Stor i slaget erklærer jeg mig for at være Kleans ombudskvinde, der fra nu af har min fulde journalistiske ret til at skrive objektivt og uden indblanding fra Klean.
To af Kleans kunder – begge mænd – har indtil nu været mine interviewofre til kunde-sitet. Og tak til dem. De gjorde sig umage for at tale et forståeligt sprog uden en masse it-udtryk. De forklarede uden omsvøb om scrum-metodens fordele og ulemper.
Jeg har allerede nu erfaret, at der findes rigtig mange repræsentanter for det maskuline køn i it-branchen. Faktisk tror jeg, at mange af jer, jeg kommer til at interviewe til Kleans kunde-site, er glade for, at jeg ikke skal skrive om SCUM, altså uden r. SCUM er nemlig et ultra-feministisk manifest, der opfatter mænd som en maskine – en omvandrende dildo, og det overordnede mål er at tilintetgøre mænd.
Så pas på derude – it-hajer af hankøn – at jeg ikke i min it-uvidenhed kludrer i r´erne, og tager fejl af scrum og SCUM. Vel mødt på www.klean.dk.
Prøv at forestille dig en menu på en gourmetrestaurant, der er sammensat og tilberedt til perfektion. Den taler til smagssansen, til lugtesansen og til øjnene. Den bliver præsenteret, så man forstår de enkelte ingredienser, og hvorfor de er sat sammen. Og så indeholder menuen et element af overraskelse, så man tænker – det her kunne jeg ikke selv have fundet på!
Hvorfor begynder jeg pludselig at skrive om mad i en blog om intern kommunikation? Fordi fremragende mad handler lige så meget om kommunikation som om råvarernes sammensætning. Det fandt jeg ud af, da jeg var på arbejde en fredag aften på Norsminde Kro.
Hmm… Norsminde Kro, der er kendt for sin gourmetrestaurant. Det er da ikke det værste sted at være på arbejde fredag aften, hvis det skulle være, tænker du nok.
Og du har ret, det var ikke faktisk ikke så tosset. Selvom jeg desværre ikke sad i restauranten og spiste den perfekt sammensat menu, men stod og fulgte arbejdet og processerne ude i køkkenet. Jeg skulle have stedet lidt ind under huden, for Tuen-media havde fået til opgave at lave et mini-magasin, hvor en af artiklerne blandt andet skulle handle om, hvordan kroens ejer og kok Søren Pedersens lederrolle har udviklet sig gennem årene.
I forhold til at smage på stemningen og følge stedets interne kommunikation, var køkkenet dog også det helt rigtige (og mest spændende) sted at være fluen på væggen. Det er den anerkendte kok Søren Pedersen, som er ansigtet udadtil. Og det er ligeledes ham, der styrer den daglige ledelse og kommunikation internt på kroen, og indimellem også i køkkenet.
Med Søren Pedersens ord: ”Man kan virkelig lære noget om kommunikation i et køkken. Kokke har jo 1000 deadlines om dagen og de lærer virkelig at strukturere deres arbejde og samarbejde, for ellers kan et køkken slet ikke køre”.
Tonen i køkkenet var ikke hård og hierarkisk. Der var tale om samarbejde, og der var plads til en kæk bemærkning. Søren Pedersen siger selv, at han er blevet meget bedre til at kommunikere. Han har opdaget, at eleverne fik højere karakterer i deres svendeprøve, efter at han ændrede sine metoder til en mere anerkendende tilgang, hvor de fik mere ansvar.
Man kan tilberede den samme råvare på mange forskellige måder. Den kan være spiselig og mættende, men bliver kun til en gastronomisk oplevelse, hvis den også pirrer sanserne, overrasker eller er tilberedt på en helt ny måde.
Det samme gælder, når vi laver intern kommunikation for vores kunder. Man kan sige tingene på mange måder, men vi prøver altid at tilrettelægge kommunikationen, så den passer til modtagernes smag, opfylder deres behov for at få information, men samtidig overrasker dem og giver dem en ny vinkel på emnet. Det findes der ikke en færdig opskrift på – den skal i hvert fald smages til hver gang.
– Det vrimler med billige hjemmesideløsninger, dem skal I da ikke konkurrere med. I har jeres jo jeres helt eget unikke produkt.
Ordene kom fra virksomhedsudvikler i Reflexive Jesper Toft, efter at jeg endnu engang i hans selskab havde bragt mine frustrationer frem i lyset over alle de udbydere, der er på markedet, der tilbyder billige og nogle gange gratis hjemmesider. Hvordan skal en kunde forstå, at de hos os skal betale 17.800 danske kroner for en komplet hjemmeside?
– Lige netop fordi jeres er komplet, svarede Jesper en smule opgivende over, at jeg ikke kunne se det indlysende i den pointe.
Men Jesper, du skal lige høre en historie fra det virkelige liv:
I denne uge lægger vi på Tuen endnu engang sidste hånd på en WebNu hjemmeside.
Denne gang er det AG Gulvservice, som har valgte vores WebNU løsning til. Og det skal med det samme siges, at det ikke var nogen let beslutning for AG Gulvservice at vælge Tuen til.
Med til historien hører, at AG Gulvservice og Tuen er i det samme erhvervsnetværk – Vensi. Tuen kendte derfor til AG Gulvservices kommunikationsbehov. Vi vidste også, at vores WebNu-løsning ville passe godt til deres firma. Enigheden var derfor stor, indtil AG Gulvservice telefonisk blev kontaktet af et Københavner-firma, der kunne tilbyde dem det, de kaldte en gratis hjemmeside. Kan man modstå sådan et tilbud? Altså en næsten gratis hjemmeside, den kostede 500 kr. om måneden i hosting. På Tuen kunne vi bare sige tillykke til AG Gulvservice, hvis vores netværksvenner kunne spare penge, var det den bedste løsning for dem. Jeg fik dog sagt et lille kny om, at man i Tuens WebNu-løsning ikke betaler hosting. Jeg kunne heller ikke dy mig for at spørge, hvem der skulle skriver teksterne til siderne, og hvilket billedmateriale det konkurrerende firma havde tænkt sig at bruge.
Et par dage senere vendte AG Gulvservice tilbage. De havde ombestemt sig.. AG Gulvservice havde nemlig regnet den ud. 12 måneder X 500 kroner = 6000 kroner om året bare i hosting. Og når ens spidskompetence er at slibe gulve og ikke at skrive tekster, så var det befriende for dem, at tekstforfatter, grafik og fotograf var inkluderet i vores tilbud.
– Når I nu lever af at kommunikere, hvorfor får I så ikke fortalt den historie, spurgte Jesper.
– Jamen, forsvarede jeg mig. De fleste ved for lidt om hjemmesider. De sammenligner æbler og pærer med hinanden. De har svært ved at træffe de rigtige valg for deres virksomheder og ser kun på pris og ikke på, om der er velskrevne tekster og professionelle grafik og billeder med i prisen, forsvarede jeg mig.
Jeg kunne se i Jespers øjne, at han tænkte:
Ta´ en kiks og tør dine øjne.
Thomas Ottosen
Andres Tue Møller
Hanne Lykke
Line Skov Randrup
Mikkel Drewsen
Nye kommentarer