Jeg fik præsentret et vidunderligt link i dag: The Waybackmachine: www.archive.org.

Tjek det lige – søg på en hjemmeside – og få historiens varianter af hjemmesiden præsenteret. Konklusion: En gang på nettet. Altid på nettet.

Et kig ned i en af  vore egne historiske hjemmesider førte mig til en artikel, som jeg længe har søgt efter på gamle back-up diske, men hidtil uden held. Heldigvis var den blevet publiceret på nettet tilbage i 2006. Emnet var dengang: Det gode personaleblad. Og lige netop i en tid, hvor nettet er ved at tage over på den interne kommunikation i form af intranet, sociale medier, fildelingssystemer mv. giver det rigtig god mening at gentage pointen: Det gode personaleblad kan flytte holdninger og bidrage til opbygningen af en (stærk og fælles) virksomhedskultur.

Så her følger en forkortet og lettere redigeret udgave af artiklen: Sådan laver vi det gode personaleblad:

…det gælder om at finde den gode historie. Blive klogere af den. Fortælle den videre, så andre også bliver klogere. I relation til medarbejderbladet kan storytelling være et effektivt værktøj til at opnå tilfredse, loyale og motiverede medarbejdere.

Ideen er at bruge fortællinger til at formidle virksomhedens udvikling og værdier til medarbejderne, der naturligvis skal kunne genkende og relatere bladets historier til deres hverdag. Ellers er det utroværdigt. Informationen skal være klar, regelmæssig, aktuel og ærlig. I en turbulent hverdag har medarbejderne brug for pålidelige informationskilder for at kunne forstå – og dermed tage medejerskab – på de forandringer, som sker i virksomheden og i det omgivende samfund

Med en troværdig medarbejderkommunikation kan virksomheden opnå en værdi- og kulturbærende platform. Det tro- og læseværdige medarbejderblad er en velegnet kanal for ledelsen til at kommunikere udvikling og forandring – ja, sågar krise – til medarbejderne.…

…Arbejdet med medarbejderbladet skal sidestilles med andre redaktionelle produktioner. Det vil sige, at udvælgelse, prioritering og formidling af den enkelte historie skal ske efter journalistiske/redaktionelle kriterier.

Bladet skal have sin egen identitet. Og her er vi ikke altid enige med “branding-entusiaster” og reklamefolk. Uden egen identitet og redaktionel profil er redaktørrollen meningsløs. Og uden en redaktør er bladet meningsløst. Det betyder også, at bladet ikke skal tvinges ned i en ”corporate branding-strategi” eller tilpasses en fastlåst designmanual. “Bladet er bladet” – naturligvis med respekt for den sammenhæng, det udkommer i.