TuenBlog

Jeg ved ikke om nogen allerede har taget patent på begrebet ‘mediestress’ – i så fald låner jeg det. Hvis ikke, er det hermed opfundet. Uanset om begrebet er nyt eller ej, så er der i hvert fald ingen tvivl om at jeg lider af mediestress, big time.

Der er skrevet meget om det konstante ‘pres’ vi moderne vesterlændinge befinder os under, grundet de utallige og allestedsnærværende medier, som altid presser sig på, og kræver vores opmærksomhed. Noget af dette medieindhold har vi aldrig bedt om – og det er heldigvis for det meste relativt let at sortere fra eller ignorere; jeg har i hvert fald udviklet et ganske effektivt filter der sikrer at jeg bruger en minimal del af min i forvejen pressede opmærksomhed på den uønskede medierede støj. Det er altså ikke denne type medieindhold og kommunikation der er mit problem.

Problemet er alt det indhold jeg gerne vil have. Alle de interesser jeg har – elektronik, film, musik, tv, medier, kommunikation, litteratur – fordrer at jeg er engageret med to eller flere medier ad gangen, alle mine vågne timer. Ellers kan jeg simpelthen ikke nå at få det hele med. Dertil kommer selvfølgelig studiet og arbejdet, som jeg så må forsøge at holde fokus på, sideløbende med at jeg jonglerer Facebook-notifikationer, Twitter-feeds, mails og sms’er på mobilen, RSS-feeds på computeren, aviser, magasiner og bøger på iPad, de nyeste film og tv-serier, sjove apps, osv. Det er (næsten) alt sammen spændende, sjovt, informativt, medrivende eller interessant – men det er også lidt meget, på én gang.

Resultatet er at jeg den seneste tid oplevet at have sværere og sværere ved kun at gøre én ting: Jeg ser et afsnit af Mad Men mens jeg tjekker elektronik- og businessnyheder på New Yorks Times’ iPad-app, og opdager at jeg ikke har registeret de sidste fem minutter af tv-seriens handling (og spoler derefter tilbage, for blot at komme til at fokusere på noget andet end tv’et igen anden gang); jeg hører musik mens jeg læser faglitteratur, og bliver forstyrret af min telefon – ikke nødvendigvis fordi der sker noget, bare fordi jeg lige skal tjekke. Jeg kunne komme med flere eksempler, men tror at pointen fremstår klart. Mit forbrug af medier – og dermed min hverdag – er præget af en ekstrem grad af multitasking (hvilket også går ud over min evne til rent faktisk at lytte, altså rigtig lytte, til den der taler, og ikke skæve til telefonen i smug, tjekke noget på nettet, osv.).

Der begynder nu langsomt men sikkert at snige sig en ambivalens ind i mit forhold til alle mine elskede gadgets. For samtidig med at de giver mig meget (og jeg elsker mine gadgets!), er det ved at gå op for mig hvor meget de også kræver i retur.

Multitasking er jo ellers på mange måder ‘all the rage’ for tiden – se bare hele polemikken omkring iPhone og dens, indtil for nylig, manglende evne til at multitaske. Argh! Min telefon tvinger mig til at fokusere på det jeg er i gang med! Det er selvfølgelig sat på spidsen – og jeg er bestemt fan af multitasking til iPhone – men alligevel et meget godt billede på hvordan vi er afhængige af at kunne foretage os, og forbruge, flere ting samtidig, altid. Men måske er det ikke hensigtsmæssigt at multitaske hele tiden. Jeg har i hvert fald konstateret og mærket hvordan det kan stresse mig at jeg lige må tjekke det ene, mens jeg gør det andet. At jeg holder flere kanaler åbne, og hele tiden er klar til at modtage et eller andet, frem for bare at fokusere på den ene ting der er foran mig. Og lade alt andet vente. For faktum er at det ikke kan undgå at gå ud over min ‘primære’ aktivitet – hvis der da overhovedet kan identificeres en sådan – lige meget hvad den er.

Så jeg er begyndt at øve mig. I ikke at multitaske. Og det går langsomt fremad. Ironisk nok har jeg opdaget et (for mig) nyt medie som i visse situationer kan virke afstressende, simpelthen fordi det tvinger mig til kun at lave én ting: computerspillet. Det seriøse, actionfyldte (og egentlig alt andet end afslappende) computerspil (indtil videre har jeg kastet mig over spil som Crysis, Bioshock, Modern Warfare, m.fl.). Her er jeg tvunget til at isolere mig i spillets verden – jeg tager hovedtelefonerne på, og så er der stort set intet der kan forstyrre eller distrahere mig, for en tid.

Ikke desto mindre er jeg nok alligevel nødt til at vænne mig til generelt at multitaske med måde, og at acceptere at jeg, uanset hvad, går glip af en masse. Min mediestress er så småt ved at fortage sig, og jeg er endnu ikke gå glip af noget absolut livsnødvendigt – så vidt jeg ved. Og hvem ville have gættet det – de fleste oplevelser er faktisk bedre hvis de får lov at fylde det hele.